onsdag den 13. februar 2008

UGE 8 Afslutning

Ting nr. 23
Fik du løst alle opgaverne? Eller har du et hængeparti eller flere? Nu er ugerne kommet, hvor den står på opsamling og afslutning, så du kan nå at vise, at du har gennemført programmet.
Vi håber, at der var nogle af de 23 ting, du kunne bruge, både på arbejdet og måske også privat? Målet med de 23 ting var, at du skulle blive fortrolig med "web 2.0-ordene" - lykkedes det mål?

Ugens opgave er:
1) Skriv en kommentar til dette indlæg! (klik nederst i denne opgave...):


Skriv i kommentaren, hvad der har været de 3 nyttigste og de 3 kedeligste/unødvendige. Skriv også, om der er der nogle af tingene, du vil fortsætte med at bruge? Hvilke?
Stem
derefter i afstemningsboksen på de 3 sjoveste ting.

2) Beskriv dine oplevelser med 23 ting på din blog og kom med dine idéer og ris/ros til forløbet.

3) Send en mail til 23ting@gmail.com når du er kommet igennem alle 23 ting...

Vores 23 ting bliver på nettet. Så har du hele tiden mulighed for at komme tilbage og få genopfrisket det, du ikke kan huske. Du kan vælge at lade din blog blive, du kan også vælge at slette den - men tidligst 19. maj. Find vejledningen til, hvordan du sletter din blog her.

Fik du blod på tanden og gerne vil følge med i nye ting på nettet, så prøv disse fortsættelser:

Hovedbiblioteket i Århus (se emnerne under "Etiketter" i højre spalte)
http://teknologier.blogspot.com/

København/Randers og Herning:
http://23ting-plus.blogspot.com/

mandag den 4. februar 2008

UGE 7 Del dokumenter på Nettet

Ting nr. 21. Udforsk forskellige online værktøjer...............

Vi kender nok alle til det at gemme et dokument på en diskette, et usb-stik eller sende det med mail for at tage det med fra en arbejdsplads til en anden. Så omstændigt behøver det ikke at være, da man kan gemme sine dokumenter online.

Ved web-kontor-tjenesterne kan man selv redigere videre i sine dokumenter uanset hvor man befinder sig i verden eller man kan invitere andre til at gøre det.Denne deling og samskrivning kan ske i både åbnede og lukkede dokumenter og er praktisk, hvis man deltager i større projekter på tværs af biblioteker/teams og på den måde oprette fælles dokumenter som alle deltagerne kan skrive og redigere. Dette kalder man for kollaboration (samarbejde) på nettet.
Man kan have flere dokumenter i gang og være sikker på at det er nyeste udgave der vises, og stadig se ændringer og historik.

Der findes en del online kollaborative værktøjer, her vil vi beskæftige os med Google Dokumenter, Regneark og Præsentation (Google Docs). Da I allerede har oprettet en iGoogle, har I allerede login og password til Google Docs (Se Nordjyllands vejledning i oprettelse af dokument).

Fælles for online værktøjerne er, at man kan uploade dokumenter, f.eks. fra Office, som man har skrevet på egen pc til online programmet og arbejde videre på dem der. Omvendt kan man også downloade det man har skrevet i online programmet til egen pc.

Udover den almindelige dokumenthåndtering indeholder Google Dokumenter også regneark og præsentationsprogram - en lightudgave af den kendte PowerPoint. Den indeholder ca. 60 procent af "originalen", men det er også rigeligt..


Ting 22 : Opret et dokument og inviter en kollega til at være medskribent

Læg mærke til hvordan samarbejdet fungerer. Se Nordjyllands vejledning i oprettelse af dokument. Se evt Googles hjælp her eller tag en lille rundtur.

Og så er der vist bare endnu en gang at sige: husk nu at blogge lidt om det! Der er mange, der er gode til det – så hvis man ikke rigtig ved, hvad søren man lige skal skrive til de enkelte ting, så læs nogle af kollegernes blogs og bliv inspireret! Man behøver ikke skrive en hel fristil bare et par linjer om hver ting.

Ekstra ting (frivillige legeting):

Doodle - få styr på møder/ideer mv
Doodle er en simpel og elegant måde at træffe en beslutning, eller få styr på datoer mellem flere deltagere. Ikke flere "SV:SV:SV:RE: så hvis søren kan d. 15 hvem er så klar der også" mail frem og tilbage. I stedet opretter man en afstemning eller en liste med datoer og sender linket til alle interesserede. de skriver sig derefter ind med navn og krydser af hvor det passer, og man har en nem og klar oversigt over det hele. Smart, simpelt og en smule genialt.

Gliffy
Med Gliffy har du mulighed for at lave diverse diagrammer og udkast til indretningsplaner, som eksemplet på billedet herunder.



søndag den 20. januar 2008

UGE 6

Ting nr. 19: Wikipedia
I denne uge skal det handle om wikier. Det mest kendte eksempel på en wiki er online-leksikonet Wikipedia som startede i 2001 og som rummer 7,5 millioner artikler fordelt på 253 sprog. Heraf er der ca. 80.000 artikler på dansk. Alle kan tilføje nye artikler, og det er let at rette og se tidligere versioner af en side.

En wiki er en samling websider, som man kan skrive og redigere direkte i sin webbrowser, og hvor alle versioner gemmes. Versionerne kan til enhver tid sammenlignes - og gamle versioner kan genskabes! Det er smart. Man starter en wiki med en enkelt webside, og kan herfra nemt oprette nye sider, efterhånden som man får brug for dem. Alle, der har rettigheder til det, kan skrive og redigere. Uanset hvor i verden man sidder, så har man altid kun én gældende version, nemlig den sidste. Intet slettes og man kan altid genskabe tidligere indhold.

Hvordan holder man kontrol med, at for eksempel ændringer i interne vejledninger er korrekte? Intet problem! De ansvarlige kan få meddelelser, så snart nogen ændrer noget på de sider, som de er ansvarlige for! Man kan altså lade alle ændre overalt i systemet – og de ansvarlige bevarer kontrollen med datakvaliteten – det er både smart, effektivt og ressourcebesparende, og det er der da også rigtigt mange virksomheder, der har opdaget!

For bibliotekerne er det oplagt at bruge wikier til fx linksamlinger, ressourceguides, projektbeskrivelser og rapporter, samt diverse vejledninger med indhold, der ofte skal opdateres – for nu bare at nævne nogle få anvendelsesmuligheder…

Læs først lidt om wiki-begrebet i den danske og den engelske wikipedia.
http://da.wikipedia.org/wiki/Wiki
http://en.wikipedia.org/wiki/Wiki

Wikipedia er meget omdiskuteret, hvad angår kvaliteten af indholdet. (se evt en aktuel diskussion i Bibliog Forbyd brugen af Google og Wikipedia? ) Men lige meget om man er tilhænger eller modstander af Wikipedia, er der en ting, der er helt sikker: Wikipedia er meget synlig på nettet og bliver brugt af rigtig mange mennesker. Det er derfor et oplagt sted at synliggøre nogle af bibliotekernes mange ressourcer.

Opgave:
A) Start med at orientere dig på Wikipedia. Når du ser en artikel, så læg mærke til, at du kan se de forskellige versioner under fanebladet "Historik". Opret dig som bruger på Wikipedia. Se eventuelt guide til at komme hurtigt i gang.

Der er også en 'Sandkasse', hvor du kan afprøve systemet. Her i Wikipedias sandkasse kan du afprøve redigeringsrelaterede ting, som du ikke er helt sikker på hvordan virker.
Tips: klik hvor der står "Kategori: Sandkasse" for at komme videre fra den første side. Når du er tilfreds med ændringen, kan du kopiere det til den rigtige side.

B) Tilføj herefter en ny artikel om et emne, der interesserer dig. Hvis der allerede er en artikel om emnet, kan du skrive videre på artiklen og tilføje ekstra indhold. Hvad skal jeg dog tilføje?Inspiration: bibliotekstilbud, din by, racen på dit kæledyr, din yndlingsforfatter, din yndlingsfilmstjerne… Der er nok at tage fat på.
Du kan også nøjes med at lave en rettelse i en artikel, der allerede er lavet. Om ikke andet kan du sikkert finde et sted, hvor du kan rette en stave- eller slåfejl.

Husk at skrive i din blog, hvordan du synes det er at arbejde med Wikipedia.

PS: Hvis du trænger til lidt humor, så se en rigtig sjov (og højst utroværdig) wiki, som du selvfølgelig også kan blive medarbejder på : Spademanns Leksikon (så kan man se at man ikke skal tro på alt hvad man finder på nettet).

lørdag den 19. januar 2008

Ting nr. 20: Lav din egen wiki
Under ting nr. 19 fik du udforsket Wikipedia. Nu er det tid til selv at prøve at lave en wiki - enten alene eller sammen med andre.

Wikier kan bruges til mange formål, f.eks. til at holde styr på diverse vejledninger (smart fordi folk løbende kan tilføje ændringer, uden man skal holde styr på hvilken version, der er den nyeste - det er nemlig den, der bliver vist automatisk), eller man kan bruge dem som kommunikationsværktøj for en projektgruppe.

Vi tilbyder to opgaver:
1. Lav din egen wiki om et emne, du kender noget til (eller måske IKKE kender noget til apropos Spademanns leksikon fra ting nr. 19 :-)
2. Vær med til at redigere en wiki om lokalbibliotekerne
Det er frivilligt, om du vil løse begge opgaver eller kun den ene.

Opgave 1. Lav din egen wiki
En række udbydere tilbyder, at du kan få din egen gratis wiki, hvis du registrerer dig med en konto. Du kan se og sammenligne en lang række af disse wikiprogrammer på http://www.wikimatrix.org/

Vælg et af programmerne til at oprette din wiki (vi foreslår wikispaces - se opgave 2).
Skriv adressen på wikien i din blog, så andre kan få fornøjelse og inspiration af den.

Opgave 2. Vær med til at redigere en wiki om lokalbibliotekerne
På adressen http://23tinglokalbibliotekerne.wikispaces.com/ har vi startet en wiki om de århusianske lokalbiblioteker. Alle deltagere får en invitation til at deltage i wikien.
Vi har valgt at bruge wikispaces. Du kan se adskillige små instruktive videovejledninger på: www.wikispaces.com/site/tour#introduction

På forsiden af wikien har vi allerede lavet en liste over de enkelte biblioteker.

Det er nu din opgave at lave en ny side om dit bibliotek - eller hvis en anden allerede har oprettet siden - at tilføje nyt indhold eller rette, hvis der er noget, der bør ændres. Lav også link på startsiden og i navigationen (hvis ikke en anden allerede har lavet dem).

Bemærk en smart ting ved wikien: Når du søger på et ord, søger du i samtlige de sider, wikien består af. Du kan faktisk også vælge at søge i samtlige offentlige wikier på wikispaces. Det ser ud til at alle ord der er lagt ind er søgbare.

Ressourcepersoner til wikier: Jens Yde, Åby 89409500, Kirsten Kaae, Tilst 86241588, Marianne Lanstorp, Risskov 89409600

tirsdag den 15. januar 2008

UGE 4:

Ting nr. 18: Podcast
I denne uge handler 23 ting om podcast.
Forestil dig at din yndlingsudsendelse på P1 bliver flyttet til et nyt tidspunkt, hvor du er på arbejde. Højst irriterende! Men hvis DR podcaster udsendelsen, så er det overhovedet ikke noget problem. dr.dk/podcast giver dig nemlig mulighed for at abonnere på et RSS-feed, så du automatisk får besked om, at nu har udsendelsen været der, og du kan høre den via din computer - eller du kan downloade den til din mp3-afspiller. Det samme sker hos mange andre udgivere!

Med andre ord kan du med podcasts lytte til dine yndlingsradioudsendelser og se dine yndlingstvprogrammer, når og hvor du har lyst.

Podcast er oplagt at bruge i bibliotekernes markedsføring, og det gør adskillige biblioteker da også allerede.

Hvad er podcast:
  • Podcast eller podcasting er en sammentrækning af ordene iPod (musikafspiller fra Apple. Pod betyder opbevaringssted) og broadcasting.
  • Podcasting er en måde, hvorpå man kan distribuere lyd og levende billeder via internettet.
  • Podcast kan bruges som mulighed for direkte at downloade og afspille lyd eller videofiler. Men podcast adskiller sig fra andre afspilningsformer ved at man kan ”abonnere” på dem.
  • Podcast distribueres via abonnement ved hjælp af RSS-feed, hvorefter man let kan downloade til ens computer og afspille det.
  • En podcast linker til en lyd- eller videofil i stedet for en almindelig webside.
  • Man kan se eller lytte til podcast, når man ønsker det.

Læs mere om podcast på wikipedia

Podcast bruges til mange forskellige formål f.eks. radio, tv, undervisning, markedsføring og nyhedsbreve.
Eksempler på forskellige måder at anvende podcast:

En af de smarte ting ved podcasts er, at du kan abonnere på dem via diverse nyhedslæsere - dvs. du kan bruge Google reader eller iGoogle/Google Homepage. Man kan også bruge andre programmer til at abonnere på podcasts f.eks. iTunes (hvor man kan abonnere på automatisk download og afspille podcasts).

Ugens opgave
Din opgave er nu at tilføje et RSS-feed på en podcast til din Google reader eller iGoogle. Prøv herefter at afspille podcastet på din computer. Kan du ikke huske, hvordan du abonnerer på RSS-feeds: Så skal du genopfriske opgave 5.
Prøv derefter at downloade podcastet til din MP3-afspiller.
(Tips: Hent først Podcastet til din PC - du kan IKKE hente det fra Google reader eller iGoogle - men du skal gemme det et sted på din PC, hvor du kan finde det igen, og brug derefter "Træk og slip" for at få det over på mp3 afspilleren). Se udførlig vejledning til at hente podcasts til din MP3-afspiller her.

Inspiration: på portalen http://db.podhead.dk/pod/pod_forside$.startup kan du finde et stort udbud af danske podcasts.

Husk at skrive om denne opgave i din blog!


Ekstra - hvis du har lyst (og tid): Man skal nogle gange bruge et stykke software for at abonnere på podcasts. iTunes er for tiden det mest anvendte, fordi softwaren giver mulighed for at holde styr på både musik og podcasts. Du kan også benytte iTunes, selvom du ikke har en mobil afspiller. Juice er et andet meget benyttet program. Også enkelt og let at gå til.

Prøv at downloade iTunes

Med Apples medieafspiller kan man abonnere på, automatisk downloade og afspille podcasts. Hvis du har en iPod og den er koblet til, vil denne automatisk også blive opdateret.

- eller Juice som er et open source (gratis) program, med hvilket man du kan abonnere på og automatisk downloade podcasts.

Se eventuelt DRs vejledning her.


Ugens ekstra (frivillige) opgave nr. 2
Opgaven går ud på selv at producere et podcast og lægge den på din blog. Det lyder som en stor opgave, men det er faktisk ikke så vanskeligt, og hovedbiblioteket har produceret nogle gode og grundige vejledninger. Alt hvad du behøver for at gå i gang er et headset med mikrofon, som du slutter til din pc.

Når du vil optage lyd via din pc, kan du bruge den båndoptager, der følger med Windows styresystem, eller den optager, der findes i PowerPoint i officepakken. Begge har dog den svaghed, at de kun kan levere lyd i Wav-formatet. Skal du f.eks. bruge lyden i et eller andet podcast-program, skal wav-filen konverteres til mp3, da de fleste podcast-programmer kun kan arbejde med mp3-filer.
Det er derfor nærliggende at finde et optageprogram, der kan levere lyd i flere filtyper, bl.a. mp3.
Du kan finde et sådant program på: www.download.com ved at klikke her. Programmet hedder Audio Recorder for Free. Det er freeware, og altså helt gratis.

Hovedbibliotekets vejledning i at bruge programmet finder du her.

Når du er tilfreds med lydfilen/podcastet, skal du have lagt det på din blog (det kunne også være på bibliotekets hjemmeside). Til det skal du bruge programmet Podbean.
Her finder du hovedbibliotekets vejledning i, hvordan du gør. Bemærk, at PodBean sender dig din adgangskode på email. Hvis du har opgivet din arbejdsmail, kan mailen med koden godt blive henvist til mappen med junk (Eudora-brugere) eller uønsket mail (Notes-brugere), så prøv at tjekke der, hvis du leder forgæves i din indbakke.
Da vi gennemprøvede vejledningen i arbejdsgruppen, fik vi et lille problem i forbindelse med at lægge lydfilen på bloggen. Tilsyneladende fungerede alt fint, men når man hørte lydklippet på bloggen, snakkede vi med musestemmer. Det er sandsynligvis en fejl i PodBean, og den er muligvis allerede blevet rettet, når du skal til at lave opgaven.
Hvis ikke - og hvis du da ikke ønsker at snakke med musestemme - så skal du, når du kommer til punkt 12 i vejledningen, i stedet vælge den tredje mulighed "Show HTML Code using text link":

Den kode, du får, når du klikker på +, skal kopieres og lægges ind i dit indlæg (husk at det er "Rediger HTML"-fanebladet, der skal være aktivt). Det kommer ikke til at se helt så smart ud på bloggen som de to første muligheder - men lyden er fin! Du får et link på bloggen, hvor der står "Listen to this episode". Denne tekst kan du erstatte med noget andet i koden. Se eventuelt hvordan de forskellige muligheder faldt ud i Kirstens blog.

Dit podcast bliver jo altså lavet i mp3-formatet, og derfor kan du også overføre det til din mp3 uden at skulle synkronisere.

Ressourcepersoner til PodCast: Jens Yde, Åby 89409500, Kirsten Kaae, Tilst 86241588, Marianne Lanstorp, Risskov 89409600

fredag den 11. januar 2008

UGE 3

Ting nr. 17: Bibliotekernes netmusik
Nu er det tid til at afprøve Bibliotekernes netmusik.
Det er en service, der bruges meget af bibliotekernes brugere, og det er et alternativ til den traditionelle måde at låne musik på. Se mere om det her og se lånereglerne her. Bemærk, at det kun er for brugere med bopæl i kommunen.
På Bibliotekernes netmusik kan du downloade musik til din PC – og til MP3-afspilleren.
På websiden kan du finde masser af musik, og der kommer nyt ind hele tiden.
Prøv at søge på nogen af dine favoritter og se, om der er noget.

Når du har fundet noget musik, kan du høre en lille smagsprøve på 30 sekunder, men hvis du vil låne hele musikstykket, skal det downloades. Det kræver, at du logger ind i øverste højre hjørne ved at klikke på "Login". Hertil skal du bruge dit lånernummer og pinkode som på mange andre netservices, som ÅKB har abonnement på.

Herefter kan du "Tilføje" enkelte numre ved at klikke på "Tilføj" ud for det pågældende nummer.
Når du er klar til at hente musikken, klikker du på "Vis" til højre for "Kurv"ved søgefeltet øverst.

Se en quickguide til at bruge Bibliotekerenes netmusik vejledning - og læs evt. mere i hjælpemenuen på netmusikken.

Det er vigtigt, at du lægger mærke til, hvor netmusikken bliver lagt på din pc, så du har mulighed for at finde den igen.
Når du har hentet musikken, skal den lige "unzippes", da den er "zippet"(pakket sammen så den fylder mindre), og det skal der bruges et Unzippe-program til. Prøv evt. at klikke på den zippede fil, og der vil sikkert blive foreslået et program til unzippningen.
Herefter afspilles musikken i Windows Mediaplayer, efter at der er hentet licens (knyttet til den beskyttede fil).

Prøv dernæst at lægge et eller flere musikstykker over på din MP3-afspiller.
Se vejledning her: https://www.bibliotekernesnetmusik.dk/netmusik2006/aboutmobile.jsp
(i vejledningen kan punkt 1 springes over, hvis du bruger den afspiller, som er blevet udleveret fra 23Ting)
Hvis der er midlertidige tekniske problemer, kan der være omtale af dem på Netmusikkens blog.

Se eventuelt den udførlige vejledning til Bibliotekernes netmusik i Tips og vejledninger.

fredag den 4. januar 2008

UGE 2

Ting nr. 16: Last FM




Tingnr. 16 handler om musikressourcer på nettet. Dem er der naturligvis masser af, men et rigtig godt eksempel på en musikressource, der i den grad benytter sig af principperne omkring web2.0, er Last.fm.
Last.fm er både en internetradio og et musik websted, der udnytter den sociale udveksling af informationer, som er grundlæggende, når det gælder web 2.0 tankegangen. Som bruger har du mulighed for at lave personlige radiokanaler og playlists fra Last.fm’s musikbibliotek. Det der gør Last.fm interessant, er muligheden for at se, hvad andre, der kan lide de samme numre som dig, også kan lide. På den måde kan du finde ny inspiration.
Vær opmærksom på at mange numre kun findes i 30 sekunders uddrag (markeret med en lille blå trekant - musiknumre i fuld længde markeres med en lille gul trekant).
Denne ressource har rigtig mange muligheder, så den kan godt virke lidt uoverskuelig, men som vanligt skal du bare prøve dig frem.
Læs mere om Last.fm på Wikipedia eller se vores vejledning her



Opgave
Udforsk Last.fm og find noget musik du kan lide. Når du har gjort det, kan du sætte det på din blog ved hjælp af en widget.

Det praktiske
Start med at oprette dig som bruger på Last.fm. I forbindelse med at du opretter profilen bliver du spurgt, om du vil downloade Last.fm – det skal du bare sige ja til.












Under fanebladet ”music” kan du søge på kunstner, album, tags m.m. Klik dig videre fra det søgeresultat, der matcher bedst. Herefter kan du høre radiokanalen.
Når du skal have den ind på din blog, trykker du på "Embed" og vælger "Embed on Blogger". Tilpas din widget og indsæt den på din blog - ligesom du gjorde med widgetten fra
LibraryThing.











Ekstra - hvis du har lyst

Hører du normalt musik via din computer, kan du med fordel benytte dig af funktionen ”Scrobbling”, så registrerer du alt den musik, du hører på Last.fm, og på den måde kan
få præciseret, hvem der hører samme musik som dig, og hvad de hører ud over det, I har til
fælles. Læs mere om Scrobbling her.

Musicovery
Musicovery.com
- en interaktiv webradio der helt klart er værd at aflægge et besøg. Her kan du høre musik indenfor forskellige genre. Hver genre har sin farve, hvilket giver en flot visuel præsentation af musikken.











Liveplasma
Liveplasma.com - her kan du ikke høre musik, men du kan f.eks. se, hvordan forskellige kunstnere relaterer sig til hinanden.