onsdag den 10. oktober 2007

Ting nr. 5: lær at abonnere på RSS-nyheder
Under ting nr. 4 fik du åbnet en RSS-læser, men der er ikke så meget sjov ved den, før du begynder at abonnere på nogle nyheder. Når du har været igennem ting nr. 5, kan du ved hjælp af din RSS-læser dagligt på en hurtig måde få et overblik over hvad er sker på dine favoritwebsteder.

Måske skal det lige nævnes, at nyheder i denne forbindelse er meget andet end det, man traditionelt forstår ved nyheder. Alt hvad der sker af nyt på en hvilken som helst webside er en nyhed - men det er ikke alle siders nyheder, man kan abonnere på.

I denne opgave er det nærmest et must at have flere vinduer åbne, et med Opgavebloggen og et med Google Reader.

Når du skal abonnere på nyheder via RSS-feed, skal du holde øje med bl.a. nedenstående symboler, da de betyder, at det er muligt at abonnere på RSS-feeds.

Når du ønsker at abonnere på nyheder via RSS-feeds, klikker du på sidens RSS-symbol. Hvad der sker herefter afhænger lidt af, hvilken browser du bruger.

Bruger du Internet Explorer, får du måske en side, der ligner nedenstående:

For at tilføje RSS-feedet skal du kopiere adressen(URL'en). Herefter skal du trykke på ”Add subscription” i Google Reader og indsætte adressen.

Hvis du i stedet får en meddelelse som denne:

- så klik på "Annuller". Derefter højreklikker du med musen på ikonet hvorefter du får denne pop-up boks:

Vælg "Kopier genvej". Herefter skal du trykke på ”Add subscription” i Google Reader og indsætte adressen.

Bruger du Mozilla Firefox som browser, går det noget lettere, fordi RSS-læseren er indbygget direkte i browseren.

Har du brug for en detaljeret vejledning i Google Reader, så har journalist Kim Elmose lavet en på sin hjemmeside, som du kan se her.

Hvis du vil finde danske blogs om præcis de emner, som interesserer dig, så du kan abonnere på dem, så prøv siden: overskrift.dk. Hvis du vil have det store forkromede overblik over alverdens blogs, så er det technorati.com du skal bruge.

Hvordan abonnerer man på Tips og vejledninger i vores 23 ting?
Klik på ”Atom” som du finder allernederst på siden.
Ved at kigge efter ”Atom” kan du på samme måde abonnere på nogle af dine kollegers blogs.

Et godt råd i forhold til RSS-feeds er at starte med at abonnere på max 10 feeds, så du ikke drukner i nyheder.

Til sidst i denne opgave skal du skrive et indlæg på din blog. Skriv lidt om hvilke sider du har valgt at abonnere på, hvad du synes om RSS, Overskrift.dk eller hvad du nu har lyst til at skrive om. Det du skriver på din blog, er din måde at synliggøre, hvilke spændende ting du har oplevet på din vej til at blive klogere på web 2.0. Til sidst kunne du eventuelt glæde en kollega ved at skrive en kommentar i vedkommendes blog.

Ekstra:

Du kan få nyhederne fra dine RSS abonnementer ind i din iGoogle. Det er selvfølgelig ekstra smart, at der allerede på din iGoogle er nyt på de sider, du har valgt at abonnere på.
Der er mindst to måder:
Du kan tilføje en gadget til din iGoogle som henter dine nyheder fra Google Reader. Eller du kan lægge de enkelte RSS feeds enkeltvis ind.

Ekstra for de, der gerne vil have flere læsere af deres blog:
Du kan selv melde din blog til overskrift.dk. Husk at det er din feed-adresse, du skal tilmelde. Du skal bruge metoden med at højreklikke på "Atom" og kopiere genvej.

Eksperter til RSS: Jens Yde, Åby 89409500, Kirsten Kaae, Tilst 86241588, Marianne Lanstorp, Risskov 89409600

Ingen kommentarer: