mandag den 3. december 2007

UGE 50

Ting nr. 15: YouTube
Det er in at optage film på sin mobiltelefon og kamera. Altid ved hånden og måske også interessant for andre at kigge på. På nettet vil du mange steder kunne afspille andres videoer, og nogle steder er der også mulighed for selv at lægge videoer ind, så andre kan se dem. Google giver mulighed for at søge på videoer og afspille dem.

YouTube er engelsksproget, meget populært og bruges verden over. Du kan læse en hel del om YouTube på Wikipedia.

Da det er så fyldig og brugt en hjemmeside, lægges alle mulige genrer ind. Siden er talerør for fanatikere, bruges til præsentation af politiske taler, hjemmeproducerede hobbyfilm, reklamer, sjove små private filmsekvenser og alt hvad ellers kan tænkes! Skulle du støde på noget anstødeligt, så er det muligt at rapportere det videre til YouTube, der så tager stilling og evt. sletter en film.

På YouTube kan du gratis afspille videoer, lægge egne video ud på siden og dele dine videoer med andre. I det hele taget er der mange af de muligheder på YouTube, som du også har fundet på nogle af de andre "ting". Bl.a kan du ved hjælp af tagging tilføje kategorier, så det er nemmere at søge på det hav af videoer, der findes på YouTube.

Prøv at søge nogle videoer frem på YouTube og afspil dem. Når du har prøvet det, kan du fortsætte med én af følgende to opgaver:

1) Læg en video fra YouTube på din blog - eller
2) Læg selv en video op på YouTube. Læg den også på din blog eller lav et link til den på bloggen.
Klip kan uploades i .WMV, .AVI, .MOV, og .MPG format, hvilket dækker næsten alle videokameraer, digitale fotoapparater og mobiltelefoner.
Også når det gælder videoer, er der nogle regler, der skal følges. Se YouTubes Copyright Tips.
Hvis du har valgt opgave 1, kan du her få hjælp til, hvordan du gør det.
Hvis du vælger opgave 2, skal du først have oprettet en konto på YouTube. Det ligner meget den måde, du oprettede en konto på Flickr på. Her kan du - hvis du har brug for det - se tipset om, hvordan du kommer videre med at uploade en video.

torsdag den 29. november 2007

UGE 49

Ting nr. 14: Prøv en billedgenerator og lav sjove billeder/Funability
Denne uges opgave er så udpræget mest for sjov, men sjov kan også bruges seriøst i det daglige arbejde. Blandt andet kan sjove billeder bruges til at fange opmærksomheden i en Power Point præsentation - det kunne for eksempel være til en biblioteksorientering, på hjemmesiden, til en plakat eller et opslag på biblioteket.

Opgaven i denne uge er, at du skal prøve nogen af disse tjenester og skrive om det i din blog.
Måske kan du også lægge resultaterne af dine forsøg ind på din blog...


Du kan lave mange forskellige ting.
http://bighugelabs.com/flickr/ er der mange muligheder for at lege med fotos. Du kan for eksempel prøve at lave:
- en filmplakat med et af dine fotos http://bighugelabs.com/flickr/poster.php
- kalender med dine egne fotos http://bighugelabs.com/flickr/calendar.php
- foto til et frimærke med stempel og takker http://bighugelabs.com/flickr/frame.php
- talebobler på et billede http://bighugelabs.com/flickr/captioner.php
-
puslespil af et af dine fotos.. http://www.flashpuzzlezone.com/flickr/
(puslespillet kan lægges ind på din blog...(se evt. vejledning her))

Ekstra:
Der er også en masse andre små, sjove billedprogrammer rundt om på Nettet. Måske kan du bruge en af disse til noget:
Skriv med billeder af bogstaver
Lav dit eget Hollywood skilt
Lav dit eget katalogkort - det må da lige være noget for biblioteksfolk !! (brug ikke æ, ø eller å)
En fin kop cappucino med tekst på eller andre sjove ting

Scrapblog http://www.scrapblog.com/ - her kan man online lave sin egne små scrapbøger med billeder, tekst og musik.. helt gratis. Se fx dette eksempel:
http://www.scrapblog.com/viewer/viewer.aspx?sbid=96580 (uden musik)
eller dette som det mest populære:
http://www.scrapblog.com/viewer/viewer.aspx?sbid=297 (med musik)


Flere værktøjer til billedmanipulation:
http://www.quickonlinetips.com/archives/2005/03/great-flickr-tools-collection/

http://www.flickr.com/services/

lørdag den 17. november 2007

UGE 48

Ting nr. 12: Billeddelingstjenesten Flickr
Det at dele billeder på nettet har eksisteret siden 90'erne, men det er først efter, at Flickr kom frem, at det er blevet den succes, det er i dag. I løbet af det sidste år er Flickr blevet det hurtigst voksende billeddelingssite på nettet, og det er et af de første sites, der brugte emneord "tags" for at skabe sammenhæng mellem billederne og brugerne af sitet. I denne øvelse skal du lege med Flickr og finde ud af, hvad sitet tilbyder.

Det er ikke så sært, at Flickr er populær, for man kan bruge det til utrolig meget forskelligt. Selv om man ikke selv har en konto, kan man finde billeder, man godt må bruge - til for eksempel en plakat, hjemmesiden eller infogallerierne.
Hvis man opretter en konto, kan den bruges som billedbank. Man må have 200 billeder liggende - og ubegrænset, hvis man betaler for at få en såkaldt prokonto. Man kan selv bestemme, om ens billeder skal kunne ses af alle, om det kun er en gruppe, man selv definerer, der skal kunne se billederne, eller om billederne skal være helt private.

I denne opgave skal du:

  • Tage en rundtur på Flickr her for at se nogle af mulighederne eller lyt til Podcast fra 23ting København/Randers/Herning. Prøv også at besøge ÅKB´s konto her. Prøv fra forsiden af Flickr at søge på "bibliotek" og se, hvad resultatet bliver.
  • Find ud af hvordan tags fungerer, hvad groups er og kig på de forskellige måder andre mennersker og andre biblioteker bruger Flickr på.
  • Opret din egen konto på Flickr. Flickr er en del af Yahoo, så hvis du allerede har en Yahoo konto, kan du bare bruge den. Ellers kan du oprette dig som bruger her. Brug den nederste mulighed "Sign up".
  • Upload et eller flere billeder til din Flickr-konto. Hvis du eller dit bibliotek er i besiddelse af et digitalkamera, vil det være oplagt at tage nogle billeder af biblioteket. Husk at tilføje tags.
  • Sæt et af dine billeder på din blog. Brug Flickr's blogging tool for at tilføje billedet til din blog. Se eventuelt vores vejledning her.

Hvis du ikke selv har nogle digitale billeder eller har mulighed for at tage nogle, så har vi stillet en lille billedbank til rådighed. Disse billeder må du lege med, som om det var dine egne. Du finder billederne på computerens L-drev. På dette drev er der en mappe, der hedder "TEMP". Når du åbner den, finder du bl.a. mappen "23tingBilledbank", og i denne mappe ligger de billeder, du må bruge. De samme billeder er også lagt på vores test-konto på Flickr, så du kan også hente billederne herfra, hvis du bruger en computer, hvor der ikke er adgang til L-drevet.

Har du lyst til at dele billeder med bestemte personer så følg vejledningen her.

Ekstraopgave til de meget flittige: Skriv til team23ting og få login, password og vejledning til ÅKBs flickr-konto, så du kan lægge billeder på den.

Ressoucepersoner til Flickr: Kirsten Dyhrberg Grønne, Hasle, Jens Yde, Åby 89409500, Kirsten Kaae, Tilst 86241588, Marianne Lanstorp, Risskov 89409600

mandag den 12. november 2007

Ting nr. 13: Lær om Creative Commons
Med ting nr. 12 har du fået lavet dig en Flickr-konto, og du har prøvet at uploade nogle billeder. Måske har du stillet dig selv spørgsmålet: Hvad er formålet med en billeddelingstjeneste som Flickr, når billeder m.m. er beskyttet af ophavsret? Det er her Creative Commons kommer ind i billedet.

Creative Commons udbyder en række licenser, som ophavsmænd kan bruge til at give rettigheder til brug af ophavsmandens kunstneriske og litterære værker. Når du udbyder dit værk under en Creative Commons licens, betyder det ikke, at du opgiver din ophavsret. Det betyder, at du afgiver nogle af dine rettigheder til offentligheden, men under særlige betingelser. Du kan vælge mellem følgende muligheder:

Navngivelse.Brugeren skal kreditere værket på den måde, der er angivet af rettighedshaveren og licensgiveren.
Ikke-Kommerciel. Brugeren må ikke bruge dette værk til kommercielle formål.
Ingen Bearbejdelser. Brugeren må ikke ændre, bearbejde eller bygge videre på dette værk.
Del På Samme Vilkår. Hvis brugeren ændrer, bearbejder eller bygger videre på dette værk, må brugeren kun videresprede det resulterende værk under en identisk licens. I Flickr er der yderligere to licensmuligheder. Se licenserne her.

Du kan finde mange gode svar på ofte stillede spørgsmål om Creative Commons på den danske side: http://www.creativecommons.dk/faq.html Du kan også læse lidt om ophavsret på HBs 23ting blog, hvor der er samlet nogle retningslinjer i indlægget: Hvad må jeg lægge på min blog?

Creative Commons åbner dermed op for nye muligheder for at finde billeder på nettet, som man gerne må bruge. Udforsk Creative Commons på: http://www.creativecommons.dk/ eller den amerikanske side: http://creativecommons.org./

Din opgave er herefter at:
Find et billede (taget af en anden), som du synes, er noget specielt, og som du må lægge på din blog. Brug Flickrs søgeværktøj:

Klik på dropdownpilen ved søgefeltet og vælg: "Everyones Photos"



Til højre for søgefeltet klikkes på "Advanced search"


I billedet med "Advanced Search" scrolles helt ned i bunden, hvor du markerer i feltet:
"Only search within Creative Commons-licensed photos"
Herefter udfyldes selve søgefeltet foroven med søgeord. De billeder, du finder har licens fra Creative Commons.

Du kan også prøve at ændre den licens, som dine fotos hos Flickr har (se vejledning her).
Ressoucepersoner til Creative Commons: Kirsten Dyhrberg Grønne, Hasle, Jens Yde, Åby 89409500, Kirsten Kaae, Tilst 86241588, Marianne Lanstorp, Risskov 89409600

tirsdag den 30. oktober 2007

UGE 46

Ting nr. 10: LibraryThing
For alle os, som elsker bøger, er LibraryThing et hit.
I LibraryThing har du mulighed for at oprette et online katalog over bøger du har, bøger du har lyst til at læse - eller måske bøger du hader. LibraryThing sætter dig også i forbindelse med andre, som har samme bøger eller samme smag som dig. Der er endda et forum for biblioteksansatte og for et for 23 ting.

LibraryThing må også være oplagt at bruge for bogcafé-folket. Når man kommer i tanke om en bog, der kan snakkes om i en kommende bogcafé - eller der er nye bøger, som måske kan bruges, så bliver de selvfølgelig lagt ind på ens LibraryThing og samtidig forsynet med passende tags, så de er lette at finde igen.

Siden er delvis på dansk, og man kan faktisk hjælpe med at oversætte det, der ikke allerede er oversat.

På LibraryThing kan man, når man har registreret sig som bruger, katalogisere 200 bøger (og et ubegrænset antal, hvis man er villig til at betale for det).

Du kan føje en titel til dit katalog bare ved at skrive titlen eller, hvis det er engelske/amerikanske bøger, ved at indtaste ISBN nummer. Hvis man har en håndskanner, kan man oven i købet skanne dem ind. LibraryThing henter så alle oplysningerne om bøgerne fra de forskellige boghandlere og biblioteker, de samarbejder med. Desværre for os danskere fungerer det ikke med ISBN nummer og danske titler, men Tim Spalding, manden bag LibraryThing, arbejder på problemet. Så måske er det blevet en mulighed, inden vi er færdige med 23 ting.

Det eneste danske bibliotek, LibraryThing samarbejder med på nuværende tidspunkt, er Det Kongelige Bibliotek. Det skulle man umiddelbart tro var tilstrækkeligt, men de resultater man får fra Det Kongelige Bibliotek, ser ret mystiske og uoverskuelige ud, så tit er det en bedre ide at katalogisere bogen med håndkraft, når det er en dansk titel, det drejer sig om.

NYT fra uge 47 : der er nu 25 danske biblioteker med, blandt andet bibliotek.dk

Den anden ulempe for danskere er ophavsretten på forsider, de kommer ikke med. Der ligger dog en del danske forsider på Library Thing, som man kan bruge.

Ud over at man kan lave en liste over sine egne bøger, så kan man tilføje emneord (tags), diskutere bøger med andre og få ideer til andre ting, man kan læse. Man kan også få en ide om, hvad man bestemt ikke vil kunne lide med deres UnSuggester, og man kan se, hvad andre læser.

Her er Hvidovre Bibliotekernes oversigt over, hvad man kan på LibraryThing. Du kan også vælge at se LibraryThings egen rundvisning, og du kan se en video om brugen af LibraryThing. Videoen er lavet i et gratis program, og derfor er der en lille reklame på midten, som du må forsøge at se udenom. Den starter med det samme, så husk at sætte lyd på, inden du klikker på linket.

Opgaven i denne uge er:


  • Lav en konto på LibraryThing
  • Læg mindst fem bøger ind
  • Undersøg hvad andre læser
  • Fortæl om oplevelsen på din blog.

Ressourcepersoner til LibraryThing: Jens Yde, Åby 89409500, Kirsten Kaae, Tilst 86241588, Marianne Lanstorp, Risskov 89409600

Ting nr. 11: Lav en LibraryThing widget til din blog
Mange Web 2.0 værktøjer giver mulighed for at lave en lille personlig widget, som du kan sætte på din blog. En widget er et lille miniprogram, der kan hjælpe med en bestemt opgave.

Det har du også mulighed for på LibraryThing. Her kan du f.eks. lave en widget med bogforsider fra dit bibliotek, en tag cloud, en author cloud med mere.

Nedenfor ses et eksempel, og du kan se et andet eksempel (fra billeddelingstjenesten Flickr) på deltagerbloggen.

Opgave 11 går ud på, at du skal lave en LibraryThing widget og lægge den på din blog.
Se trin for trin vejledning eller vejledningen på den sidste del af videoen.

Ressourcepersoner til LibraryThing widget: Jens Yde, Åby 89409500, Kirsten Kaae, Tilst 86241588, Marianne Lanstorp, Risskov 89409600

onsdag den 24. oktober 2007

UGE 45

Ting nr. 8: Få styr på dine online bogmærker
Er du somme tider i den situation, at du er på en hjemmeside og egentlig gerne vil kunne finde den igen, så kan man bruge browserens "bogmærker" (eller "foretrukne"). Ulempen er, at disse bogmærker kun bliver gemt på den pc, du sidder ved.
Det er irriterende, når man bruger en anden pc og så mangler sine gode bogmærker.

Det er der heldigvis råd for. Og det er bl.a. her, linkdelingstjenesten del.icio.us er en fordel.
Del.icio.us er en online bogmærketjeneste, hvor du kan have dine bogmærker med overalt. En anden fordel ved del.icio.us er, at du får mulighed for at dele dine bogmærker med andre, og du kan se andres bogmærker. På den måde kan du bruge del.icio.us til at netværke med andre, der gemmer samme slags sider som dig. Der er med andre ord tale om det, man kalder "social bookmarking".

Din opgave er nu at oprette din egen del.icio.us konto. Det gør du på: http://del.icio.us/
Når du har oprettet din konto, kan du jo passende tilføje nogle af dine favoritsider. Du tilføjer nye links ved at klikke på ”post”.

Herefter kan du tilføje en lille beskrivelse og nogle tags (dvs. at du tilføjer nogle nøgleord/emneord). Vi vil stærkt anbefale at tilføje tags, fordi hvis du får en omfattende linkssamling, så er det den bedste måde at finde frem til et bestemt link igen.

Hvis det er et link, du ikke ønsker at dele med andre, kan du fravælge det i boksen "do not share". Husk at bogmærkerne som standard er offentlige, så undlad at importere eller udgiv bogmærker, der medfører automatisk login.

Husk at skrive et blogindlæg om del.icio.us i løbet af ugen (hvad kan vi bruge del.icio.us til?)

Ekstra:
Installér del.icio.us værktøjslinje med kommandoknapper- Firefox: Firefox vejledning- Internet Explorer: IE vejledning

Øv dig i at bookmarke med de nye værktøjer- se del.icio.us' egen Vejledning i bogmærkning med del.icio.us.

Bogmærk f. eks. 23ting bloggen og nogle deltagerblogs. Tag dem med "23ting" og leg med mulighederne for at samle bogmærkerne i "bundles`" (hint: log ind og kig under Settings --> Tags --> bundle tags)

Om tagging
I denne opgave og i flere af de følgende er det meget vigtigt at "tagge".
At "tagge" eller tilføje "tags" betyder at "sætte mærke på". Når noget bliver "tagget", er der som regel tale om, at man tildeler det et nøgleord, der dels gør det lettere for en selv at genfinde, og dels gør det lettere for andre at finde. Der kan sagtens tilføjes flere tags til den samme ting.
Se eventuelt også tipset om tagging.

Ressourcepersoner til GoogleTalk: Jens Yde, Åby 89409500, Kirsten Kaae, Tilst 86241588, Marianne Lanstorp, Risskov 89409600